8. oktober 2020 – Måneders frivilligt arbejde i Borgerinitiativet for bedre bredbånd i Halsnæs bærer nu frugt. Arbejdsgruppen bag har modtaget så mange positive tilkendegivelser, at flere kommercielle leverandører har meldt sig på banen. Derfor er bredbåndspuljen droppet til fordel for en kommerciel løsning. Arbejdsgruppen har prioriteret at både sommerhuse og ejendomme i landzonen kommer med, ligesom tidshorisont og pris har spillet ind. Ved at pege på Novomatrix får Halsnæs Nord et fibernet hurtigere og billigere. Desuden lades landzonen ikke i stikken.
I foråret skrev Energistyrelsen til alle potentielle ansøgere i Danmark, at der var mulighed for at søge støtte fra bredbåndspuljen hvis man ikke havde mulighed for at få bredbånd på anden vis. Det fik Borgerinitiativet i Halsnæs Nord til at indsamle i hundredevis af interessetilkendegivelser for borgere i Hald Strand, Nødebohuse, Galgebjerg, Kikhavn og omkring Torupvejen. Det samme skete mange andre steder i landet.
I kombination med usikkerheden om puljens fremtid med dette års finanslov, forventes bredbåndspuljen derfor i år at modtage ansøgninger, som langt overstiger de 100 mio. kr., der er afsat. Da vurderingskriterierne favoriserer ejendomme i landzonen, er det tvivlsomt om en eventuel ansøgning kunne have skaffet støtte til sommerhusområderne.
Med de mange interessetilkendegivelser i hånden henvendte arbejdsgruppen sig derfor til en række kommercielle leverandører. De fleste viste sig ikke overraskende at være interesserede, men især i sommerhusområderne. Her er det lettere at grave og husene ligger tættere.
Priser og tidshorisont har været vigtigt, men for arbejdsgruppen har det også været væsentligt, at en mulig leverandør ville påtage sig at levere bredbånd til både sommerhuse og adresser i landzonen. I den samlede vurdering viste Allerød-virksomheden Novomatrix at matche behovene bedst.
”Som beboer i landzone er jeg meget glad for at der er en seriøs kommerciel udbyder, der vil tilbyde en tidssvarende bredbåndsløsning, som også omfatter os. Vi ved at etablering af infrastrukturen er relativt dyr, når der langt mellem adresserne og værdsætter derfor at Novomatrix har taget både landzone- og sommerhusadresser med i deres projektforslag for Bedre Bredbånd i Halsnæs Nord,” siger Kaspar Krogh, der er medlem af arbejdsgruppen og bl.a. driver Slettebjerggaard Ridecenter på Torupvejen.
”Vi er glade for og stolte af, at kunne være med i det engagerede hold af ildsjæle, som har taget initiativ til hele projektet. Halsnæs Nord skal selvfølgelig have det internet, som de fortjener,” siger Anders Tillebeck, direktør og stifter af Novomatrix ApS.
Løsningen fra Novomatrix giver mulighed for forskellige hastigheder afhængig af behov, ligesom man kan sætte sit abonnement på pause om vinteren. Bortset fra et mindre beløb i forbindelse med tilmelding, skal man først betale når forbindelsen er etableret. Gravearbejdet forventes at blive påbegyndt i foråret 2021 eller når halvdelen af områdets adresser har tilmeldt sig. Tilmelding kan ske på http://novomatrix.dk/halsnaesnord
Billedtekst
Kaspar Krogh fra Slettebjerggaard Ridecenter på Torupvejen er glad for, at den kommercielle løsning også omfatter landzonen. Han er allerede gået i gang med gravearbejdet.
Foto: Mette Krogh
Kontakter
Talspersoner for Borgerinitiativet for bedre bredbånd i Halsnæs
Bente Wennerberg, formand for Enggårdens grundejerforening, telefon 25 48 90 04
Kaspar Krogh, driver Slettebjerggaard Ridecenter, der huser Rideforeningen Hundested, 50 opstaldede heste, Bostedet Aktiv og Dagforanstaltningen Aktive Unge, telefon 24 90 33 95
Talspersoner for Novomatrix
Anna Leerbeck, Novomatrix, telefon 70222200